Nu skaber musik streaming vækst i branchen.

musikstreaming tjenester

Nu skaber musik streaming endelig vækst i branchen

Musik Streaming stod i 2013 for første gang bag ny vækst hos musikselskaberne.

2013 blev året, hvor de danske musikselskaber for første gang oplevede vækst takket være de digitale streamingtjenester, der har vundet mere og mere frem over de seneste år. Det viser de nyeste tal fra musikselskabernes brancheorganisation IFPI.

Streaming var samtidig branchens største indtægtskilde i det forgangne år, og bidrog, trods faldet i cd-salg og downloads, til en vækst på over 21 millioner kroner i totalomsætningen i forhold til sidste år.

Bestyrelsesformanden i IFPI og direktør i Sony Music Henrik Daldorph glæder sig i følge IFPI.dk over tendensen.

»Som branche har vi taget et hovedspring ind i den digitale virkelighed. Vi har insisteret på at gå nye veje for at leve op til forbrugernes ønske om fleksibilitet. Det er den satsning, vi nu begynder at se de økonomiske resultater af,« udtaler han til IFPI.

De danske musikselskaber omsatte i 2013 samlet for i alt 429 millioner kroner, hvilket var højere end i 2011 og 2012. Streamingtjenester stod alene for 39,6 procent af omsætningen, hvor cd-salget det forgangne år lå på 33 procent og downloads på 25,1 procent.

Men selv om branchen i år har set en fremgang på 5,2 procent i forhold til 2012, er det dog langt fra niveauet i 2009, hvor den samlede omsætning lå på 535 millioner kroner.

Tallene stammer fra IFPI årsrapport.

Skriv et svar