Musik streaming tjenester – de 5 største.

Musik streaming tjenester i danmark – vi har kigget på de 5 største “gratis” musik streaming tjenester i danmark pt.

Først på året åbnede Sony deres bud på en Spotify-konkurrent, Sony Music Unlimited, for danskerne.

Det er endnu en tilføjelse til en voksende gruppe af musik-streamingtjenester, der gør det muligt at høre musik, uanset hvor du er henne og hvornår du er det. Helt lovligt og helt utroligt nemt.

De fleste af tjenesterne koster en lille slat penge om måneden, hvorefter du kan bruge løs af nærmest al den musik, findes i verden. Uanset, om du befinder dig på PC’en, på din smartphone, eller på en tablet.

Fordi musikken ikke lagres på din computer eller smartphone, men afspilles med det samme, sparer du også lagerplads, som du kan bruge til billeder og videoer i stedet.

Hvis man vælger de såkaldte Premium-abonnementer, kan man dog også vælge at downloade musikken til sin computer og lytte til den, uden at man har forbindelse til nettet. Det er jo ikke altid, man har det på flyrejser eller i sit landligt beliggende sommerhus, så det kan være ret praktisk.

Vigtigt at finde den rette tjeneste
Der er dog enkelte bands, der endnu ikke er sprunget med på streamingvognen. Desværre er det også nogle af de største: The Beatles, AC/DC og Metallica er endnu ikke at finde i nogle af tjenesterne.

Den mest kendte af tjenesterne er Spotify. Men selvom de er størst på verdensplan, er Spotify langt fra det eneste alternativ. Faktisk er der små forskelle på de forskellige tjenester, og derfor kan den ene måske opfylde dine musikbehov bedre end den anden. Her er et overblik over de fem største tjenester, der er tilgængelige i Danmark på nuværende tidspunkt.

1. Spotify

Absolut den største spiller i markedet med over 10 millioner brugere, heraf 7 millioner i Europa. Ud af de sidste er det dog kun 3 millioner, der betaler for det. Det kan dog ændre sig med tiden, for Spotify er kun gratis det første halve år.

Derefter begrænses ens musiklytning til ti timer pr. måned. De første seks-måneders gratislytning blev indført, kort efter Spotify indgik en partneraftale med Facebok. Det kræver en Facebook-konto at tilmelde sig i dag. Spotify har også en radio-funktion, der kan blande musik for én, baseret på genrer og favoritkunstnere.

Ellers er Spotify primært baseret på playlister, som man kan lave både i PC-versionen og i den mobile version. Spotify har for nylig lanceret en app-platform på computeren, hvor man kan downloade forskellige programmer til, der udnytter Spotifys musiktjeneste. Spotify tilbyder også at streame musikken i høj lydkvalitet, hvis man har en internetforbindelse, der kan bære det.

Pris:

  • PC/Mac: 49 kroner pr. måned
  • PC/Mac + mobil + alt andet: 99 kroner pr. måned

Kører på:

Desktop-app (PC/Mac), Android-smartphones, Android-tablets, iPhone, iPad, visse Symbian/Meego-telefoner, Windows Phone, samt musiksystemerne Sonos og Squeezebox, samt visse Onkyo- og Philips-musikanlæg. Kan også spille via WD-settop-bokse, Boxee og Apples AirPlay på iPhone og iPad.

Understøtter download af musik til offline-lytning: Ja, med det store abonnement.

 

2. WiMP

Bag det lidt kiksede navn gemmer der sig et temmelig stærkt tilbud og et godt alternativ til Spotify. WiMP har modsat de andre tjenester en dansk redaktion, der giver anbefalinger fra den lokale musikscene og som ved, hvad der rører sig.

En anden fordel ved WiMP er deres mobile app, der giver mulighed for at tilføje favorit-kunstnere og favorit-albums, så disse altid er tilgængelige i en ruf. WiMP kan bruges af alle, men er man kunde med mere end ét produkt hos Telenor, kan man få tjenesten til halv pris.

Du kan også lave playlister med WiMP, og du kan endda importere dem fra Spotify, hvis du vælger at skifte. Ligesom de andre tjenester, kan WiMP kobles til f.eks. Facebook. Man kan prøve WiMP gratis i 30 dage, før man binder sig. Også WiMP kan tilbyde musikken i høj lydkvalitet.

www.wimp.dk

Pris:

  • PC/Mac: 49 kroner pr. måned
  • PC/Mac + mobil + alt andet: 99 kroner pr. måned

Kører på:

Desktop-app (PC/Mac), Android-smartphones, Android-tablets, iPhone, iPad, visse Symbian/Meego-telefoner, Windows Phone, samt musiksystemerne Sonos og Squeezebox. Kan spille via Apples AirPlay på iPhone og iPad.

Understøtter download af musik til offline-lytning: Ja, med det store abonnement.

3. Rdio

Det er danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström, der står bag Rdio, der var et af de projekter, de to kastede sig over, efter at have skabt Skype.

Tjenesten er interessant, fordi du ikke behøver at downloade et program til din PC, ligesom du skal med WiMP og Spotify. Du kan afspille musikken i din browser.

Fordi Rdio betales i dollars, er den lidt billigere end de andre, og den findes også i en udgave til de mobile platforme. Hvor de andre platforme kan linkes til Facebook og lignende, sociale platforme, er Rdio endog meget socialt bygget op i sig selv Du kan dele musik med dine Rdio-venner, såvel som poste til Facebook og Twitter fra Rdio.

Hvis du absolut vil downloade et program, er dette også muligt, og så kan du endda styre din mp3- eller iTunes-samling fra programmet. Rdio tilbyder også streaming i høj lydkvalitet.

www.rdio.com

Pris:

  • Web: 49 kroner per måned
  • Web + mobil + alt andet: 99 kroner per måned

Kører på:

Internetbrowsere (PC/Mac), Desktop-app (PC/Mac), Android-smartphones, Android-tablets, iPhone, iPad, Windows Phone, samt musiksystemet Sonos, set-top-boksen Roku og alle musikafspillere, der understøtter Apples AirPlay.

Understøtter download af musik til offline-lytning: Ja, med det store abonnement.

 

4. Sony Music Unlimited

I januar afslørede Sony på den store CES-messe i Las Vegas, at de var klar til åbne deres musiktjeneste i Danmark.

Der er ikke umiddelbart den store forskel på denne og de andre tjenester i sig selv. Men er man ejer af visse Sony-produkter, er historien en ganske anden. Sony Music Unlimited er nemlig en del af Sony Entertainment Network, som er en samlet underholdnings-paraply, man f.eks. kan tilgå fra sin PlayStation 3, sin Sony smartphone eller fra sit Sony Smart-TV.

Her behøver du altså ikke engang koble telefonen eller PC’en til et musikanlæg – det spiller bare fra starten. Og ellers kan man bruge den i ens internet-browser.

https://music.sonyentertainmentnetwork.com/

Pris:

  • Web: 49 kroner pr. måned
  • Web + mobil: 89 kroner pr. måned

Kører på:

PlayStation 3, Bravia Smart-TV, PC/Mac, Android-smartphones og Android-tablets.

Understøtter download af musik til offline-lytning: Ja, med det store abonnement.

 

5. Rara.com

Rara er den lille opkomling i streaming-kapløbet. Deres speciale er enkelthed. Hvor Spotify har app-platforme og playlister og kom hist op og herned, er Rara super-simpelt.

Den spiller bare musik. Ligesom Rdio kører den i browseren, og med en super-enkel og ikon-baseret brugerflade, som selv dem stor teknik-skræk kan være trygge ved.

Tjenesten er britisk, men hvis man lige går ned og trykker på ”language”-knappen for neden, kan man også bruge den på dansk. De har dog ingen gratis prøveperiode, og mobil-app’en virker kun på Android.

www.rara.com (direkte til dansk udgave: https://rara.com/?locale=da )

Pris:

  • Web: 49 kroner per måned
  • Web + mobil: 99 kroner per måned

Kører på:

Internetbrowsere (PC/Mac), Android-smartphones, Android-tablets.

Understøtter download af musik til offline-lytning: Nej.

Skriv et svar